DEBUTKAMP OG DIPLOMHOLDSTUR I JYLLINGE I DAG!

Gladsaxe Bokseklub sender i dag vores egen Gilbert Deis til sin debut-diplomkamp ved diplomstævnet i Jyllinge. Og har samtidig inviteret klubbens nyoprettede diplomhold med på studietur for at se og lære, hvad diplomboksning egentlig er. Se også billederne i dette opslag.

Gladsaxe Bokseklub er en klub med et stort og velfungerende begynderhold, dygtige trænere, en god talentudvikling. Og mange lovende, unge boksere, der med tiden rykker fra begynderholdet op på først vores nye, store diplomhold og siden videre til vores kamphold. Det nyoprettede diplomhold er netop et udtryk for, at vi i den kommende sæson vil satse meget mere på diplomboksning og på at udvikle et stærkt fundament for vores boksere.

Gilbert begyndte således sin karriere på klubbens begynderhold i marts 2023, har gennemgået en flot udvikling og bokser i dag sin første diplomkamp mod Vagn Krogh fra Amager Boxing Club i stævnets kamp nummer 15. Det foreløbige kampprogram fremgår af billederne. Ebo Carl og Jakob er taget tidligt med Gilbert og farfar Birger, til indvejning i Jyllinge, og mange af vores nyudtagne diplomboksere joiner løbende.

Diplomstævnet arrangeres af Jyllinge Bokseklub, som vi takker for det store arbejde. Det afholdes på Margretheskolen, Margrethevej 7, 4000 Roskilde og begynder klokken 10:00 og slutter cirka klokken 16:00. Kom og støt Gilbert og få en hyggelig boksedag sammen med klubbens diplomboksere!