BEHIND THE SCENES: I PRAKTIK I GLADSAXE BOKSEKLUB

Gladsaxe Bokseklub havde i denne uge to praktikanter: Arthur og Jason, som er blandt de største talenter på kampholdet. Men i praktik som hvad? Jo, som det at være frivillig i en forening. At være formand, bestyrelsesmedlem, sekretær, matchmaker, træner og hjælpetræner. Men også at være altmulig- og rengøringsmand.

Blandt de sjove opgaver har de trænet GXU og Buddinge Skole som en del af længere skoleforløb. Lagt træningsprogram og mixet en Spotify-playliste til træninger. De har besøgt et showroom i Herlev og været med til at udvælge og designe klubbens kommende kollektion af kampdragter og merch. De har deltaget i mødet med Stadions områdeleder om det forestående diplomstævne og opsætning af den legendarisk ring, som selveste Holyfield har bokset i.

De har designet en reklame for klubben til ophængning på skoler. Hængt plakater op for Floras kunstudstilling den 1. marts. Og sågar under Floras tyranni afprøvet opskriften på de blinis, der blandt andet bliver serveret for gæsterne.

De har været med til at arrangere en videoaften den 22. februar med hygge og boksning både i salen og på storskærmen, Beterbiev vs Bivol Part II. Og prøvet at lokke klubkammerater med til Carls kamp ved Furesø Fight Night. Som belønning for deres arbejde har de begge fået en fribillet til stævnet. Og selvfølgelig den traditionelle durum på Mirac Kebab i Høje Gladsaxe.

Blandt de kedeligere opgaver har de været med til at lægge ugeskemaet med deres opgaver. Og fået er indblik i, hvordan det er at drive en forening. De har set forenings årsplan. Som lektie og hjemmearbejde har de læst referater fra generalforsamlinger. Og fået lov til at skrive en anbefaling af sig selv. En lille, pædagogiske øvelse i at rose sig selv...

Arthur og Jason har hver morgen stået for oprydning i handsker, håndvægte og medicinbolde. Og måske fået et indblik i og en eftertanke om, hvor meget rod bare ét hold kan lave... De har hjulpet Andreas med hovedrengøring. Rørene i loftet blev støvet af, ovnen rengjort og fryseren afrimet.

Vi siger tak til Arthur og Jason for godt humør om så opgaverne var sjove eller kedelige.

#gladsaxe #gladsaxebokseklub