REPOST I ANLEDNING AF KVINDERNES KAMPIDRÆTSDAG!

I går var Kvindernes Kampidrætsdag. Gladsaxe Bokseklub havde desværre ikke mulighed for at arrangere et event på dagen. Men vi arbejder bestemt på at lave ét senere på sæsonen! I mellemtiden bringer vi herunder blot et repost af vores opslag fra sidste år, hvor Sarah Mahfoud og Marzena fyldte klubben med næsten 50 piger og kvinder til et brag af en Kampidrætsdag:

TAK FOR ET BRAG AF EN KAMPIDRÆTSDAG – NÆSTEN 50 PIGER OG KVINDER

Sarah Mahfoud og Gladsaxe Bokseklub arrangerede sammen pige/kvinde-boksning i forbindelse med Kvindernes Kampidrætsdag i lørdags. Det var et brag af en succes! Klubben var fyldt af de næsten 50 tilmeldte piger og kvinder – og af lyden af boksning, høj musik og højt humør! Vi takker alle for deres engagerede og glædefulde deltagelse. Det var i sandhed en fornøjelse!

Sarah havde som medtræner Marzena, der hver mandag træner klubbens kvindehold. Sammen introducerede de grundlæggende bokseteknik, slag, forsvar og kombinationer. Efterfølgende holdt Sarah et inspirerende, lille oplæg om det at være kvinde i bokseverdenen og om sin kærlighed til boksningen. Imens hyggede vi med sprøde poké bowl fra Wok’n’Poke (reklame), lækre kager fra Comfycakes (reklame) og lyserøde bobler i dagens anledning.

Egentlig var der kun afsat halvanden time til arrangementet, men mange blev hængende op mod en time længere for at hyggesnakke indbyrdes og stille spørgsmål til Sarah og Marzena. Og vi har modtaget mange begejstrede tilbagemeldinger fra deltagere, der ønsker at besøge os igen – selvom de klager over en vis ømhed. I er meget velkomne! Så husk vores kvindehold med Marzena hver mandag klokken 17:00. Og selvfølgelig alle klubbens øvrige hold!

Gladsaxe Bokseklub takker Sarah for et inspirerende og nærværende besøg midt i hendes VM-forberedelser (og vi ønsker god kamp!). Tak til Marzena for som sædvanlig at levere masser af sved og smil! Og også tak til klubbens mandlige trænere og bestyrelsesmedlemmer, Nicolai, Alex, Filip og Johnny, for at få alle til at føle sig velkomne og for meget gentlemanlike at sørge for alt det praktiske – og endda for en buket blomster til Sarah og Marzena i GBKs orange klubkulør.