GLÆDELIG GLADSAXEDAG!
Gladsaxe Bokseklub fejrede foreningslivet med en glædelig Gladsaxedag! Vi takker alle de trænere, bestyrelsesmedlemmer, boksere, motionister og glade Gladsaxe-borgere, der kiggede forbi! Og alle de andre fortræffelige foreninger, vi talte med i løbet af dagen.

Det var en svedig succes! Vi uddelte næsten hundrede store proteindrikke til de seje, der kunne gennemføre én af de klassiske bokseøvelser. Med smil og smerte i ansigterne. Godt gået! Og vi uddelte klubbens visitkort til højre og venstre.

Samtidig fortalte vi om klubben, vores hold og vores holdning til moderne boksning. En ædel, klassisk kampsport, som gør godt for både krop og sjæl. Og måske var det endda årsagen til, at der kom 6 nye børn og unge på vores begynderhold den efterfølgende tirsdag?

Gladsaxedagen er også en smuk chance for at lære kommunens andre foreninger bedre at kende og måske at lave samarbejder i fremtiden.

Vi snakkede med byrådspolitikere om vores ønske om større træningsfaciliteter til alle vores nye medlemmer. Og vi har hele og halve aftaler om besøg fra flere af dem.

Vi var fobi vores venner fra GXU, som har gæstet GBK mange gange gennem årene. Og snakkede om muligheden for at holde stævner i deres smukke Colosseum-lignende aula. Og at blive en del af deres flotte katalog af aktiviteter i Fritidsundervisning.

Vi så ind hos Senioridrætten, som måske vil komme forbi med et hold at seje ældre en dag. Boksning i Gladsaxe Bokseklub er for alle, som vil!

Vi rundede Radio Gladsaxe, som gerne vil lave et program om os. Både med interviews af træner og boksere og båd med lyd og video. Det ville være alletiders!

Vi besøgte de søde mennesker i Repaircaféen, som gerne vil prøve at sy vores smadrede medicinbolde sammen. Så bliver vi også lidt mere bæredygtige.

Vi talte med mange af de andre kampsportsforeninger. Og Gladsaxe Judo Klub tilbød meget venligt, at vi kan låne deres måtter, så vi kan lave et par showkampe på næste års Gladsaxedag.

Og vi drøftede samarbejder med mange af de andre sportsforeninger. I løbet af ugen har vi været forbi Den Nye Skøjtehal og de rare ishockey-elskere fra Gladsaxe Yetis. Og forbi Gladsaxe Bueskytteklub. Næste år skal vi altså stille et orange hold til deres Bow’n’Run-løb. Og måske vi kan lave nogle fælles arrangementer og prøve hinandens sportsgrene.

Tak til Gladsaxe Kommune for på denne smukke måde at vise foreningslivet frem og give foreningerne mulighed for at møde hinanden! Glædelig Gladsaxedag!