NYT TØJ TIL GLADSAXE BOKSEKLUB!

Gladsaxe Bokseklubs boksere har i flere år stillet til stævner i et spraglet virvar af aflagte trøjer fra de foregående årtier. Og i så få trøjer, at de har måttet gå fra bokser til bokser. Der er i sandhed blevet delt blod, sved og tårer.

Og det har også haft sin charme og historiske nostalgi. Men nu er der snart nyt tøj på vej til klubbens boksere. Et mere stilrent og samlet udtryk at repræsentere klubben med.

Klubbens tøjudvalg, bestående af Martin, Ebo og Jakob, har det seneste år været på en mindre turné til et showroom i Herlev. Tre besøg er det blevet til. Designs er vendt og drejet. Farver er afstemt. Pasformer er prøvet. Kvalitet er vurderet.

Nu nærmer vi os den første samlede bestilling af nye kamptrøjer, paradedragter og kompressionstrøjer til klubbens kamphold. Samt tasker og drikkedunke. Senere også diverse designs til videresalg til klubbens medlemmer.

Når vores boksere går i ringen eller marcherer ind til stævner, repræsenterer de ikke kun sig selv. De repræsenterer Gladsaxe Bokseklub. Vores fællesskab og værdier. Derfor skal vi også ligne en samlet klub.

Vi glæder os til snart at kunne præsentere det endelige design. Og til at se vores boksere stå skarpt og samstemt, både i og uden for ringen.

Mere følger...