FRA BEGYNDERHOLDET TIL SIN FØRSTE SEJR – OG NU TIL BATTLING NELSON CUP!

Gladsaxe Bokseklub bringer et tilbageblik til Brædstrup Fight Night den 13. juni, hvor vores egen Noah Fabricius gik i ringen til sin allerførste rigtige kamp.

Modstanderen var Philip Madsen fra BK Vitus. Efter 3 flotte omgange kunne Noah hæve armen og tage sin første sejr og sit første bælte med hjem til Gladsaxe Bokseklub og til boksealteret derhjemme! Begge drenge leverede en rigtig flot kamp og havde stor ære af deres indsats. Tak til Philip og BK Vitus for kampen og til Brædstrup Bokseklub for et flot stævne!

Det var en stor dag! Og en kulmination på Noahs rejse både, sportsligt og personligt, gennem bokseverden. Fra da han blev medlem på begynderholdet i september 2024, til diplomholdet og 7 flotte diplomkampe med mange diplomer, til at blive ansat som hjælpetræner i klubben, til kåringen som Årets Talent i 2025 og nu til sin første rigtige kamp. Og sin først sejr. Tillykke!

Undervejs har vi set Noah udvikle sig enormt. Ikke kun som bokser. Boksning handler om meget mere end at kunne slå. Det handler om at møde op. Lytte. Øve sig. Holde fast, når noget er svært. Tage ansvar. Være en god klubkammerat. Og langsomt opdage, hvor meget man faktisk kan, når man bliver ved og ved og ved.

Og nu fortsætter historien! I denne weekend bokser Noah ved Battling Nelson Cup i Køge i U15 dunvægt. Endnu en stor udfordring og endnu et skridt på vejen.

Derfor en særlig opfordring til Noahs klubkammerater og klubbens medlemmer: Kom til Køge og støt Noah! Men uanset hvordan weekendens kampe ender, er vi allerede stolte af Noah. Vi hepper på dig!